”En lille prut” og ”en fin lille aftale”.
Med de kommentarer fra de inkluderede partier, fik regeringen forhandlet en sundhedsaftale hjem. For det er jo det, den er: en aftale mellem forskellige partier. For det er ikke en sundhedsreform. En reform, er en aftale, der laver noget markant om – laver noget markant bedre. Dén her sundhedsaftale bruger primært penge på mursten, de såkaldte nærhospitaler (læs: sundhedshuse?) – som jeg ikke mener løser mange af de problemer vi har i sundhedsvæsenet. For sundhedshusene er jo allerede kommet for at blive. Der er i dag mange sundhedshuse i Danmark. Flere er opstået i nedlagte mindre sygehuse og private initiativer er opbygget. Fælles for alle sundhedshuse er, at de inkluderer almen praktiserende læge, herudover er det et meget fragmenteret udbud af sundhedsmæssige ydelser lige fra minde operationer til apoteker og fitnesscentre. Så det er da positivt, at der nu udarbejdes en national plan for sundhedshuse. Men det er jo bare ikke en reform. Derudover burde det vitterligt ikke hedde nærHOSPITALER, for tænk engang hvis nogen kører derhen med en tidskritisk sygdom såsom fx mistanke om blodprop i hjernen? Ordet forvirrer og snyder borgerne.
Det store potentiale i aftalen er kvalitetstandarderne, som kan løfte det nære sundhedsvæsen. For nej, vi skal selvfølgelig ikke have at sundhedsvæsenet ude i kommunerne styres på 98 forskellige måder.
Men sundhedsaftalen løser ikke de problemer vi har med at patienterne er kastebold mellem de forskellige sektorer – egen læge, hospital, kommune. Desuden kan jeg heller ikke se hvordan aftalen gør op med ulighed i sundhed, der da hverken er nogen som helst forbedring for de psykiatriske patienter (som altså dør op mod 19 år tidligere end folk med fysisk sygdom!), eller nogle ambitioner ift. den brede forebyggelse af tobak og alkohol. For det er begge dele noget, der skal arbejdes med i et andet spor, må man forstå. Derudover forsætter vi med denne sundhedsaftale at have geografisk ulighed i sundhed pga. det faktum at man i nogle regioner har nogle retningslinjer for behandling og i andre, andre. Fordi regionerne prioriterer forskelligt.
Da regionerne i 2007 afløste amterne, var der 6.832 fuldtidsbeskæftigede i administrationen. Ved udgangen af 2018 var tallet steget med 29 %. Regionerne bruger samlet 8.500 årsværk på administration med en samlet udgift på ca. 5 mia. kr. årligt. Alene i Region Hovedstaden er der 1.934 medarbejdere i koncerncentrene, herunder 62 medarbejdere i ”Center for Kommunikation”. Udover koncerncentrene har Region Hovedstaden den kæmpestore IT-støttefunktion på 1.622 medarbejdere, hvoraf mange er beskæftiget med SP. Selv med en lille stigning i antallet af fagpersonale i sygehusvæsenet, steg procenten af administrative medarbejdere fra 6,4 % til 7,6 %.
Denne bureaukratiske udvikling skal vi have vendt. Hvis regionerne bliver nedlagt og arbejdsgange centraliseret, som Moderaterne foreslår, kan det frigive hænder. Det ville kunne gøre at man brugte færre ressourcer på administration og flere ressourcer på sundhed. At nedlægge regionerne ville direkte frigøre ressourcer.