Jeg startede mit sabbatår hårdt ud med, at forlænge sommerferien med en måned. Herefter indså jeg, at gaming og youtube godt kan blive kedeligt i længden. Derfor søgte jeg en masse forskellige stillinger, de jeg som mange andre ønskede mig et eksotisk og eventyrligt sabbatår. Jeg var i kontakt med et advokatfirma, som manglede en receptionist. Jeg fik dog ikke jobbet, selvom jeg tydeligvis besidder alle de fysiske krav om et godt billede ud af til. Jeg søgte job som lærervikar på den lokale folkeskole, hvor jeg ingenting hørte fra, ikke så meget som en takkemail for min fine ansøgning. Selv Søren Pape modtog en ansøgning, da jeg søgte stilling som hans executive assistant - et skud i tågen, hvor jeg ingenting ramte.
Da alt håb var tabt, ringede jeg til den lokale børnehave og spurgte om de kunne bruge en energisk ung mand. Jeg fik en prøvevagt fredag i samme uge…. Lige siden har jeg elsket at møde ind hver evig eneste dag.
-
Derfor gør det også ondt, at tænke på jeg snart skal derfra. Man kan sige meget om det, at arbejde i en børnehave, men jeg må bare konstatere, at jeg ingen andre steder har haft så mange livsbekræftelser og fundet så meget mening.
Selvom det kan være svært, at se dette når man på syvende gang skifter lortebleer, eller når man totalt mister appetitten i overværelsen af seks børn der fejlagtigt bruger hænderne til at spise tomatsuppe, hvoraf halvdelen spredes ud over trøje, bukser og resten af ansigtet, så kan man alligevel ikke blive andet end lykkelig, når lille Christian på 4 år siger, “Jeg elsker dig Hugo” - ”Jeg har savnet dig”, eller “Du må gerne komme hjem til mig”. Alt andet bliver lynhurtigt til bagateller, når man modtager den ene kærlighedserklæring efter den anden. Det er ikke mange arbejdspladser, hvor man får den ene krammer efter den anden idet man møder ind.
-
Men ved ethvert kapitels afslutning starter et nyt. I dette tilfælde et kapitel jeg har glædet mig til længe. Jeg drager nemlig på interrail med gutterne om lidt under en måned, hvor jeg får forhåbentlig får endnu en oplevelse for livet. Jeg vil savne “mine” børn hver evig eneste dag, og jeg håber, at når min rejse er ovre, at jeg kan komme tilbage og se dem igen.
Børn er alle skønne og forskellige. De fortjener det bedste.